Fur

I Limfjorden

Faktaboks om Fur

Fur (den opridelige stavemåde Fuur ses også) er en ø i Limfjorden – lige nord for Salling og med 757 indbyggere (2021). Den største by på øen er Nederby med 557 indbyggere. Øen har færgeforbindelse over Fur Sund til Branden på Sallingsiden. Fur hører til Skive Kommune og ligger i Region Midtjylland.

Øen er på 22 km² og var indtil 1860 skovløs. I dag er der skov flere steder. Mod syd er øen lav og frugtbar, mod nord er der højere lyngklædte bakker og klinter med moler, samt jern-sandsten (rødsten). Moleret anvendes til produktion af specialtegl. Desuden er der en produktion af kattegrus. I moleret findes forsteninger, der er ca. 55 millioner år gamle. Forsteninger af dyr og planter kan ses på Fur Museum. Forskellige kræfter arbejder for, at Knudeklinten, der ligger på Furs nordvestlige spids skal indstilles til UNESCO's Verdensarvsliste.

De gamle landsbyer på øens sydlige del er nu nærmest vokset sammen til én langstrakt bebyggelse. På øens nordlige og østlige del findes flere sommerhusområder. Øen har en skole med 0. – 6. klassetrin og en skolefritidsordning. Fur Skole var en del af Fursund Skole, der også omfattede skolen i Selde. Skive Kommune valgte at lukke skolen til sommerferien 2014, men det er lykkedes en frivillig gruppe ildsjæle at starte en friskole på øen. Den private institution Fur Børnehus er børnehave og vuggestue under ét tag.

Fur Kirke ligger højt på en gammel havskrænt på øens østside.

Fur besøges hvert år af op mod 250.000 turister, der typisk kommer på en dagsudflugt, med sejlbåd, bor i sommerhus eller på øens eneste campingplads, Fur Camping. Et nyt og meget besøgt udflugtsmål er Fur Bryghus.

Der er færgeoverfart fra Branden til Fur med færgerne Sleipner-Fur og Mjølner-Fur fra hhv. 1996 og 2012. Overfarten tager 3-4 minutter og har dermed 72 afgange i døgnet. De drives af Fursund Færgeri under Skive Kommune.

Kilde Wikipedia

Livet på Fur, dengang i nittentyverne

Achton Friis og Johannes Larsen, må efter mængden af tegninger og fotos at dømme, have været noget overvældet af øens særlige landskabsformationer og mennesker. De anløb Furs østkyst, efter en blæsende sejltur fra Løgstør, hen over Løgstør Bredning, forbi Livø og de ankrede op ud for Fur Kirke.
Acthon Friis besøgte Fur første gang omkring 1905 og han er ikke sen til at fremkomme med sit syn på alle de bygninger der var skudt op siden da - de var forskrækkelige af udseende.
De lavtliggende odder som er på den sydlige del af øen, står i skærende kontrast til hele nordsiden af øen som når op på hele 81 meter. Nordøen betegnes som et veritabelt lille bjerglandskab med de voldsomme skrænter ned mod kysten.
I bogen redegøres der for, hvordan øens navn er opstået, det menes at alle de mange fyrtræer som var på øen, dannede grundlaget for navnet - fyr, blev til Fuur og sidenhen Fur.
Øen var helt frem til 1910 under Herregården Sødal. Her betalte øens beboere 160 kroner i forpagtningsafgift, for at dyrke jorderne på øen.
Achton Friis nævner de landsbyer som øen bestod af. Dengang var byerne så små, at de i praksis udgjorde små selvstændige samfund - i dag er flere af byerne vokset sammen og hvis man ikke lige ved det, kan det være svært at skelne mellem hvor den ene landsby begynder og den anden holder op.
I bogen berettes om to bygningsværker, hvori der anvendes to ord, som jeg ikke har kunne finde betydningen af, den ene er “***Kapel*** Mølle” og den anden er “Vestre gavl af ***salsen*** på Nørre Lundgård” - hvad Kapel og salsen dækker over, er det ikke lykkedes mig at opdrive viden om, heller ikke ved opslag i Den Danske Ordbog

Kirken og dens placering fortoner sig til en historie der går mange århundrede tilbage. Historien berette, at da man skulle finde en placering til kirken, gjorder man det, at man bandt to hvide kalve sammen hvorefter man drev dem ud over markerne. Da kalvene næste morgen blev fundet på den sydlige bakkekam, var det stedet for opførslen af kirken. En tilsvarende historie findes for Sejerø - måske en form for sagn om noget der fandt sted for meget lang tid siden.

I 1926 berettes det, at den kendte Lille Jens Høj (Bette Jens´Hyw) og arealerne heroppe omkring, i meget høj grad var under plov. Hedeselskabet må derfor stå model til mange knubbede ord, da Hedeselskabet har medvirket til en ødelæggende virksomhed for den danske natur.

Fra toppen af Lille Jens Høj berettes det, at der var udsigt til et skok (forholdsvis stort antal) af kirketårne på Salling, Thy, Morsø, Hanherred og Himmerland.

Da de to foretager en vandring på nordkysten , berettes der om alle de fugle og planter de ser, ligesom der redegøres for de karakteristiske formationer i klinterne, hvordan de er opstået helt til bage for en 60 - 65 millioner år siden og hvordan istiden efterfølgende har skubbet havbunden op. Eksempler på forsteninger og fossiler nævnes også, men det var som bekendt først flere årtier senere, at de helt store og enestående fund blev gjort.

Moleres indflydelse på landskaber

Det kan undre en, at Achton Friis så begejstret i bogværket omtaler industrialiseringen i form af molerindustrien. Det beskrives hvorledes A/S Fuur Molerkompagni, som startede i 1919, udnytter moleret fra disse værdiløse klinter.
Glemt er tilsyneladende omsorgen for naturen og det oprindelige, når dette sker i produktionens hellige navn. At den lille bonde erstatter et tvivlsomt bindingsværkhus med stråtag med nye bygninger - det er der ingen forståelse for, det er en del af cementpesten.
Furboernes demografi
Der har altid boet mange mennesker på Fur, det var ikke ualmindeligt, med meget store børneflokke. Achton Friis beretter om en enkelt familie der havde 17 børn - tænk sig at skulle brødføde så mange. Naturligvis hjalp det familien, at børnene i en tidlig alder kom ud at tjene bønder eller opnåede anden beskæftigelse, men sikken et slid det måtte have været; og så den arme kone, hun har været gravid i 153 måneder.
Mængden af tegninger og billeder
Som jeg i min indledning skrev om Livet på Fur, dengang i nittentyverne må mængden af tegninger og fotos afspejle at såvel Achton Friis som Johannes Larsen må have været noget overvældet af øens særlige landskabsformationer og mennesker.
Ikke mindre end 26 tegninger og fotos fra øen er det blevet til. På ingen af de andre danske øer som de besøgte, er det blevet til så mange.
Jeg har derfor valgt at samle disse billeder i ét galleri, som du kan se herunder, før afsnittet om “Mine oplevelser og indtryk af Fur, i ord og billeder.”

Den romanske granitdøbefond i øens kirke

Gårdsplads med piletræ i en forfalden gård nær Faskær

Mølle, i baggrunden højlandet, til venstre på dette Stendalshøje

Gammel stentrappe til bryggerset på Nørre Lundgård

Klint på nordsiden med skred og flyvesandsdannelser - Kopi

Skrænter på nordkysten - i dag kendt som Langstedhuller

Et delta af skår fra istiden set indefter fra en af de yderste knuder

Indgangen til hulen i molerskrænten, en hule som blev udgravet, da man troede at der måske fandtes kul i de skifferlag som der også er på øen.

Mine indtryk og oplevelser af Fur,

i ord og billeder

Kr. Himmelfartsdagene, 2022

Lad det være sagt med det samme, Fur har en særlig plads i mit hjerte. Jeg besøgte sammen med min hustru og vores to knægte, øen første gang i 1988 og er vendt tilbage til øen en eller flere gange årligt, siden da.

Mine beskrivelser her i “Udsyn fra tagtelt” vil således være udsat for den risiko, at jeg ikke er specielt objektiv i mine beretninger, men det er jo det herlige ved at være såvel skribent som redaktør af denne side - pyt med objektiviteten, tal igennem hjertet.

Salling

En af de store digterskikkelser i Danmark, er Jeppe Åkjær, som levede fra 1866 til 1930. Jeppe Åkjærs hjem som blev kaldt Jenle, (enlig/ensom) ligger mellem Skive og Branden.

Da jeg var barn, trallede eller fløjtede min far meget ofte Jeppe Åkjærs “Som dybest brønd gi’r altid klarest vand”, sjovt som minderne pludselig vågner til dåd. Det er ofte de mest pudsige og “ubrugelige” ting man kan huske.

Når jeg bringer Jeppe Åkjær i spil, skyldes det, at det var Jeppe Åkjær der i 1914 foreslog Achton Friis at skrive om de danske øer. Han overbeviste Achton Friis om, at han skulle droppe sine rejseplaner til Østgrønland og i stedet besøge de danske øer, hvis liv, var et stort set ubeskrevet blad i samtiden.

Det gjorder Achton Friis så, hvorfor jeg er Jeppe Åkjær taknemmelig - underligt så lille verden kan være.

5 minutter fra Danmark

Branden som ligger på nordsiden af Salling er stedet hvorfra man sejler med færgen Sleipner til Fur. Sleipner har en færgefætter der hedder Mjølner der indsættes efter behov - Mjølner udlånes også til Hvalpsundoverfarten.

Færgen sejler hvert kvarter, så man kommer således aldrig for sent til færgen, højest lidt for tidligt.

For år tilbage havde Fur et motto der hed “5 minutter fra Danmark”. Det var godt set, for Fur er med hensyn til geologi og natur meget anderledes end det øvrige Danmark.

Når man kører i land og fortsætter ad Sundevej, kommer man forbi den højt beliggende kirke, den kirke som også Johannes Larsen tegnede, en kirke som har sin historie helt tilbage til 1126.

Igennem alle de år jeg er kommet på øen, er det blevet til utalligt mange ture rundt på det yderste af øen, på min mountainbike. Mange steder måtte cyklen trækkes op og ned på de mest stejle skrænter og molergrave - dåbsattesten gør det imidlertid ikke længere realistisk, at komme rundt på øen på denne måde, pulsuret vil automatisk ringe 112.

Sjovt nok har jeg fået det indtryk, at bakkerne af Skive Kommune, er blevet gjort stejlere og længere. Da jeg forelagde dette indtryk for værtsparret på campingpladsen, Brian og Betina, kunne de bekræfte at Skive Kommune gør meget for turisterne, så det er altså rigtigt, at det nu er knapt er så ældrevenligt at cykle rundt på øen