Strynø

I det sydfynske øhav.

Faktaboks om Strynø

Strynø er en ø beliggende syd for Tåsinge mellem Langeland og Ærø i Langeland Kommune. Før 2007 lå den i Rudkøbing Kommune. Øen dækker et areal på 4,88 km² og har ca. 200 indbyggere. Der er færgeforbindelse fra Rudkøbing.

Øen har en skole, en børnehave, en kirke, en købmand, en kro og to pensionater.

Strynø Skole fra 1905 har elever fra børnehaveklasse til og med 4. klasse. Herefter skal børnene i skole i Rudkøbing. 1998 blev skolen fredet, og den gennemgik i 2014 en større renovering som nu udgør Strynø Skole og Kulturhus. Det er den eneste af de 5 danske landsbyskoler, der i 1998 blev fredet, som stadig er en fungerende skole.

Strynø Havn blev renoveret og udbygget til dobbelt størrelse med midler fra A.P. Møllers Fond i 2009. I servicebygningen er der adgang til bad og toilet samt et køkken med vask og kogeplader. Der er endvidere sejlerstue, legeplads og grillpladser.

Strynø Kalv er en privatejet ø vest for Strynø. Arealet af øen er ca. 45 ha. En del af Strynø Kalv er fredet for bevaringen af klokkefrøer. Øen kan besøges i egen båd eller med hjælp fra Øhavets Smakkecenter på Strynø. En cementmole som indtil midt i 1960’erne blev brugt til udskibning af landbrugsvarer fra øens landbrugsejendomme er eneste anløbsbro. I dag ligger store dele af øen hen i naturtilstand, med nogen husdyrgræsning.

Seværdigheder

Strynø Kirke fra 1867, men våbenhuset stammer fra den oprindelige kirke fra 1589.[2] Strynø Kirke er opført i 1867 af baroniet Lehn ved arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen og består af kirkeskib med tresidet afsluttet kor og vesttårn med forhal. Kirken er bygget på grunden og af resterne af den gamle kirke fra 1500-tallet. Våbenhuset er eneste bevarede levn af den gamle kirkebygning. Altertavlen, der er malet i 1881 af marinemaleren J.E.C. Rasmussen, Ærø, forestiller Jesu forklarelse på bjerget. Døbefonten af sandsten er fra 1936, mens prædikestolen er fra 1618 (Renæssancen). I kirken hænger tre kirkeskibe: "Trefoldigheden" fra 1790, "Strynø" fra 1869 og "Nielsens Minde" fra 1880. Med sine 280 siddepladser er kirken meget rummelig. Kirkegårdens gravsteder er, som på andre sydfynske småøer, meget små - de såkaldte "ø-gravsteder".

Øhavets Smakkecenter befinder sig på Strynø og har en natur/kulturhistorisk udstilling og udlejer smakkejoller. Her udstilles desuden joller, pramme og andre mindre både, der har været brugt i det Sydfynske Øhav. Udstillingen har eksisteret siden 1993, og museet samarbejder med Langelands Museum.[2] Udstillingens omdrejningspunkt er sejladsen mellem de mange øer i området.

Strynø Mølle blev taget i brug i 1835 og blev oprindeligt brugt til at male mel med.[2][3] Oprindeligt var møllen stråtækt, men blev senere udskiftet med tjærepap. Ligeledes var den oprindelige mølle ikke udført med krøjetøj (vendeværk) og selvsvikning (indretning med vægtbelastede klapper på vingerne til at regulere vindpresset og opnå en ensartet gang). Under stormfloden 1872 og igen i 1904 blev Møllegården sat under vand og gården blev flyttet til Møllevejen.

Majtræet, der er øens majstang, rejses hvert år pinsedag ved en mindre festlighed efter en tradition, som rækker tilbage til 1868, hvor Strynø Majtræsforening blev stiftet. Omkring århundredeskiftet valgte strynboerne en jordgravet sokkel, hvortil majtræet blev boltet fast. Når majtræet tages ned sker det om mandagen to uger før det skal rejses igen. Majtræsforeningen er vært ved festen, og byder på en forfriskning til alle, og "pudsningen" af majtræet udbydes til den lavest bydende. Aftenen før selve majtræsfesten samles majtræsforeningens bestyrelse med koner til binding af kranse og topbuket. Rejsningen af majtræet foregik om søndagen indtil engang i 1970'erne, hvor det blev forlagt til om lørdagen.

Kilde Wikipedia

Livet på Strynø, dengang i nittentyverne

Achton Friis beskriver, at øen netop har fået sit eget mejeri og forsamlingshus og at der efter branden i 1917 blev opført tre nye gårde og en ny bygning, som alle er overordentlig grimme.
Digerne beskrives som virkelig imponerende og at de var i en fortrinlig stand - et dige på cirka 4 km og som er opført af øens befolkning.
En imponerende præstation, men også en præstation der skal ses i lyset af, at der var stormflodskatastrofer både i 1872 og 1874 og at en forhøjelse af diget var helt nødvendigt for at sikre befolkningens liv og eksistens.
Langt det meste af øen var dengang dyrket, bortset fra en smule eng og rørmose på sydvestsiden, der hvor møllen dengang stod.

Make it stand out.

Whatever it is, the way you tell your story online can make all the difference.

Mine indtryk og oplevelser af Strynø,

i ord og billeder

Sommerdag i marts

Det syntes som om, at solskinsdagene i marts ingen ende vil tage, således også onsdag den 23. marts 2022.

Jeg havde planlagt mit første ø-besøg i den lange odyssé , som mit projekt “Udsyn fra tagtelt” omfatter.

Hjortø blev som nærmest ved en tilfældighed, den ø hvor det hele skulle starte. Den ø som jeg på en fuldstændig vidunderlig morgen skulle sejle ud til, med den lille færge Hjortøboen. En færge hvor der er plads til 20 passagerer og én bil og som sejler fra Svendborg.

Sejlturen ud igennem Svendborg Sund bevidner, at de sydfynske øhav, er noget særligt. Hjortø, Drejø, Skarø og Ærø ligger der i solskinnet og ser så indbydende ud, det tager sig nærmest ud som et postkort fra en svunden tid.

På færgen var der vekslende muligheder for at tilegne sig viden om øerne i det sydfynske øhav, men også ugeblade fra 2019 lå fremme, så man kunne skaffe sig vished om, hvordan Kronprinseparret skulle holde jul den gang i 2019 - alt sammen meget nyttigt.

Som den eneste passager blev velkomsten til Hjortø nærmest et overvældende lydinferno fra uendeligt mange fugle. Ellers ingen andre lyde, kun stilheden - ingen trafikstøj, ingen ting.

Stranden

Hjortø er ikke en ø med brede sandstrande, slet ikke. Sten i mange størrelser, kombineret med tang fra vinterens umage vejr, kræver godt fodtøj og en stadig opmærksomhed på den ujævne strækning man færdes på. Gåturen bliver yderligere langsomgjort af hyppige stop, for at kigge ud over Øhavet, så jeg var fornøjet med at have god tid.

I månederne med “r” i, er det fristende at sanke muslinger til aftensmåltidet, men Hjortø er ikke noget muslingeeldorado, i hvert fald ikke at dømme efter antallet af muslinger der ligger på stranden.

Den vestlige del af Hjortø består fortrinsvis af engstrækninger og rørmose og er fredet fra den 1. marts til den 15. juli. Vuet ud over området er helt enestående, at side på sin dertil indrettede og følge med i det fugleliv der finder sted, er svært at finde ord for.

Bemærkelsesværdigt og værd at lægge mærke til, er de mange stendiger, som sammen med tang er med til at sikre øen mod de storme som hærger Øhavet.

Bebyggelse

På et enkelt hus nær, fremtræder øens huse ganske velholdte. Bindingsværk og stråtag er stort set en saga blot. Den gamle mølle og fiskehuset, som er beskrevet i De Danskes Øer - har fuldstændigt ændret karakter, bortset fra soklen tror jeg ikke der er noget tilbage fra den oprindelige gamle mølle. Fiskehuset blev erstattet af et nyt for adskillige år siden, huset er i dag for lille til opmagasinering af fiskeredskaber, hvorfor det anvendes som øens museum - et museum der redegør for øens slægter de sidste firehundrede år.

Øens gamle skole, som ophørte i 1977, udgør i sin byggestil den typiske gamle skole, solid og med retiradebygning i den mindre sidefløj.

Mad og drikke

Efter de første timers ophold og traven rundt på Hjortø, havde der ophobet sig en vis rumlen i maven, en rumlen der var udtryk for et behov for en solid gammeldags madpakke. Forestil dig at være del af et sceneri med spejlblankt vand, høj sol, rigt fugleliv og så en madpakke, efterfulgt af en tår kaffe - det er livet.

Min rygsæk og min tykke og tynde jakke måtte for en stund affinde sig med at udgøre en hovedpude og liggeunderlag. Jeg skal sent glemme følelsen af at få en lille middagssøvn, i bagende sol, ingen vind og så lyden af alle fuglene.

Mennesker

Under mit besøg så jeg indtil færgeafgang, absolut intet tegn på liv. Ikke at forstå det sådan, at der var tale om kulisse, men ingen vinduer eller døre stod åben nogen steder - det føltes lidt underligt.

Tiden nærmere sig færgeafgang kl. 15.30 og ud af det blå, dukkede hele fem personer op, de to af dem skulle med færgen, de tre andre havde ærinde ved færgen for at hente købmandsvarer og andet. Den ene af de to der skulle med til Svendborg er kommet på øen, siden hun var barn i nittentreserne og den anden havde haft sommerhus på øen siden 2012.

Det var vældigt søde mennesker, som beredvilligt fortalte om hvordan og hvorfor de var blevet afhængige af Hjortø - det kan jeg godt forstå.

Herunder ser du mine billeder fra Strynø