Omø

En kold morgen sejlede forfatteren fra Karrebæksminde til Omø. Vejret var gråt, fuglene få, og stemningen dyster, men da de ankom til den hyggelige Kirkehavn, brød solen frem.

Omøs landskab er overvejende fladt og præget af agerbrug, undtagen i nordøst og vest.

"Skoven" (Skovbanken) er et bakket og kuperet landskab, mens mosen er sumpet og hedeagtig.

Fra Skovbankens højeste punkt (23 m) er der storslået udsigt til blandt andet Fyn, Sjælland og Langeland.

Omø er 4,7 km lang, 2 km bred og har to byer som hedder henholdsvis Kirkehavn og Omø By. Den nævnes allerede i Valdemar II’s Jordebog som "Omæ" og var tidligere rigt på skov og vildt. I 1290 blev øen hærget af den norske konge og fredløse.

Kirken blev først bygget i 1574 og ombygget flere gange.

Der boede dengang omkring 354 beboere fordelt på 90 huse, hvoraf mange var fiskere — hvilket allerede dengang også var usædvanligt mange for den tid.

Oldtidsminderne havde dengang i nittentyverne været udsat for forsøg på udgravinger, der nævnes at langdysser og et dyssekammer er ødelagt, af en mejeribestyrer og at stedet dengang stod som et trist syn, trods smuk beliggenhed.

Kontrasten mellem gamle, smukke bondegårde og nyopførte huse er skæmmende, anfører Achton Frice - også på Omø.

Omø har et rigt fugleliv og der berettes om at at forfatterene har set stormmåger, hættemåger, strandskader, knortegæs, hortulaner, sjæggere, stenpikkere og lappedykkere og at der ved klinterne yngler svaler og stære.

Naturskønhed og stemning, beskriver Achton Friis på en meget næsten poetisk måde, især klinterne og nordspidsens sandodde kalder billeder frem på nethinden, ligesom han beskriver hvordan han ligger i skjul og iagttager et meget rigt fugleliv i og ved Omø by.

Fiskerbyen Kirkehavn er nybygget og præget af velstand fra krigsårene. Den minder om en typisk stationsby. Befolkningen stammer især fra Sydsjælland og egnen ved Karrebæksminde – højstammede, lyse folk. En gammel fisker som Achton Friis tegnede, er en god repræsentant. Han er nu 77, men fiskede indtil for to år siden. Stor, jovial og stærk – men han har ikke meget af havets præg. Øbofiskerne er lidt ferskvandsagtige sammenlignet med vestkystens stride "striler".

Han fortæller levende om sit liv, især tiden som marinesoldat i 1866, hvor han i England kom i slagsmål med tyske matroser og ved en misforståelse slog en dansk underofficer ned – og senere bar ham pænt tilbage ombord.

Men siden da har han, som han selv siger, ikke oplevet noget særligt.

Øens to byer – Kirkehavn og Omø By – er vidt forskellige. Hvor Kirkehavn er ny og moderne, er Omø By som at træde 150 år tilbage. Tætliggende gårde omkranser et stort gadekær, og stendiger af rå kampesten skiller haver og huse. Her vokser vildtvoksende urter, og blomstrende haver spejler sig i vandet. Den hvide kirke fra 1828 ligger fredeligt midt i byen.

Omø By beboes af en ældre, mørkere befolkning, med fremmede træk, som ikke ses andre steder i landet. Mændene er ofte lave, tætbyggede, med mørkt hår og stærke øjne – fjendtlige blikke, som dyr i bur. Det siges, de er efterkommere af øens oprindelige befolkning – måske spor efter venderne?

Men det gamle præg er i opbrud. Blandingen med den lyse, nyindvandrede befolkning er allerede synlig blandt de unge. Og visse unge piger på havnen er slående smukke – slanke, mørklødede med blondt hår og stærke øjne. De minder mig om pigerne i Värmland – som vilde bier med både sødme og brod.

Mens mændene ofte er smukke, er kvinderne mere præget af sliddet. Mange er mærket allerede i trediverne. Det står i kontrast til fiskerbyen, hvor alt synes mere moderne og velstående.

Sognerådsformand Erik Jensen fortæller, at øen stadig rummer mange mosegrise (vandrotter), men de er ikke længere en plage. Muldvarpe findes ikke, men der er markmus og lejlighedsvist brune rotter – formentlig bragt med fiskerbåde. Harer findes, men agerhønsene er forsvundet, og ingen rovdyr er set i mands minde.

Vandrotternes svingende antal minder om lemmingernes i Norden. Efter kolde vintre som i 1893 døde mange. Men hvorfor blev Sprogø ramt i 1915–16, Aggersø og Omø lidt senere, og Lyø i 1901–02? Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Det er Kristi Himmelfartsdag. En stille, varm morgen. Månen hænger bleg på himlen, solsortene fløjter, og skorstenen sender blå røg mod syd. På Aggersø blæser vinden modsat.

Jeg går en sidste tur gennem Omø By. Gyderne er tomme, luften dufter af liljer, og jorden udsender dagens første varme. Gadekæret ligger blankt. Der skal være begravelse for øens tidligere sognerådsformand. Stilheden er tæt omkring hans gård.

Ingen mennesker er på vejene, kun en enkelt kvinde i haven og en pige mellem længerne. To gæs græsser på diget, en høne med kyllinger piler rundt, og tre hvide gedekid står tøjret og bræger sagte – som børn der græder i søvne.