Lyø

I det sydfynske øhav.

Faktaboks om Lyø

Lyø er en ø i det Sydfynske Øhav med et areal på 6 km² og 81 indbyggere (per 2020). Øen ligger syd for Fåborg, hvortil den har færgeforbindelse sammen med Avernakø. Bjørnø ligger ligeledes ud for Fåborg; man sejler forbi den på vejen mod Lyø og Avernakø. I administrativ forbindelse hører Lyø til Faaborg-Midtfyn Kommune i Region Syddanmark, mens den tidligere hørte til Faaborg Kommune i Fyns Amt.

Lyø by

Midt på øen ligger den store landsby. Den er bemærkelsesværdig med sine stengærder og gårde. Byen har ændret sig meget gennem årene, men der er tradition for at bevare det gamle. Karakteristisk for byen er de store træer, 5 gadekær (oprindelig 12) og den tætte bebyggelse.

Havnen

Havnen ligger ca. 1 km fra Lyø by og omfatter færgeleje og lystbådehavn.

Lyø kirke

Kirken, der er bygget af rå kampesten, er opført ved Reformationen og ændret flere gange, bl.a. i 1640erne og sidst i 1980erne. Kirkegården er cirkelrund og en af de smukkeste og mest særprægede i Danmark. Efter Reformationen har der været 24 sognepræster på Lyø, men siden 2008 bliver sognet betjent fra Faaborg. Blandt Lyøs præster kan nævnes forfatteren Niels Kjær, der var sognepræst på Lyø fra 1978 til 1999, og som har udgivet Lyø Logbog (1978) og Ø-liv (1982).

Kilde Wikipedia

Livet på Lyø, dengang i nittentyverne

Achton Friis og Johannes Larsen, blev den gang i 1921 forelsket i Lyø - nærmest ved første øjekast. Øens idyl kulminerede i landsbyen og det berettes hvordan øens frodighed virkede imponerende. Landsbyen beskrives som en sammenhængende have - dog adskilt af veje og små åbne pladser og ikke mindst det store af de fem gadekær.

Øens mange frugthaver og skyggefulde træer omkransede de mange bindingsværkslænger, som udgjorde de mange bondegårde på øen.

Lyø bliver på de første sider af beretningen udpeget som det ideale, danske ølandskab.

Achton Friis besad evnen til at beskriver sine oplevelser i billeder, man kan i nogle af beskrivelserne ligefrem se scenerierne for sig - læs blot her:

“Pludselig jager et farligt Lyn henover Lyø med hurtigt følgende, svært Skrald. Det begynder at stænke med store, tunge Draaber, der falder med en prikkende, skarp Lyd paa Dækket. Regnen kommer hurtigt og voldsomt, Lyn og Skrald skifter ustandseligt. Nu falder Vandet med en eneste jævn, syngende Susen; Springvand staar i Vejret fra Draabernes Smæld mod Dækket og den oljeglatte Vandflade. To blanke, hvide Lyn farer lige efter hinanden ned Sydøst for os, og faa Sekunder efter ét i Nordvest. Det er lige over os nu. Regnen er saa tæt, at vi kun ser hundrede Alen til Siderne; to hollandske Tjalke, der er vore Naboer, skimtes et Steds paa Grænsen mellem Luft og Hav; udviskede og spøgelse-agtige synes de at svæve ovenover Havfladen.

— Et eneste tungt, jærnhaardt Knald som af en Kanon lige over vore Hove

der, og en susende Stilhed derefter — og to Sekunder senere endnu et Nedslag i Læ af os med et Rabalder, som af hundrede Jærnharver, der rasler ned paa Strandens Kampesten......

I dette Øjeblik dukker en stor Havmaage ud af Regntaagen, langsomt sejlende paa rolige Vinger ind i vor Synskreds, isagtig hvid mod Skyen — saa forsvinder den igen i det Graa.

Og saa er det hele forbi. Hurtigt farer Vejret mod Nordøst, skjulende Smaa-øerne og Fyen i sit Mørke. Men Lynene staar endnu som gloende Pæle derude og bærer den sorte Kuppel, og langt borte bag Avernakø dundrer det endnu fra Himlens store Kanoner.

Blæsten falder med den bortdragende Tordensky; det bliver stille, og Solen skinner igen. — Men i samme Nu, som Solen kom frem, brød Lærkesangen ud inde over Lyøs Bakker.

Gårdene og husenes vedligeholdstilstand, var den gang i 1921 meget høj, der tales om at beboerne dengang udviste sans for at bevarer det oprindelige - i hvert fald når talen faldt om det udvendige, indvendig berettes der om at øen havde arvet alt det skrækkelige der oprindeligt var bourgeoisis spraglede hittepåsomheder og at denne smag er havnet på en ø som Lyø, nips, klunker og plysmøbler og hængelamper på størrelse med karruseller.

Achton Friis gik meget op i hvorvidt egnens befolkningstyper nu var af nordisk oprindelse eller måske havde rødder fra andre befolkningskulturer. Pigerne på Lyø, som han mødte bar alle en bredskygget stråhat, så deres ansigt, trods den stærke sol bevarer sine skære og lyse lød…..og så skriver forfatteren følgende: “Jeg mindes modsætningsvis de Halenegerinder, der om Eftersommeren vender tilbage til Hovedstaden fra nærmeste Badested og spreder Skræk blandt Mandfolkene ved deres ækle, brune Hudfarve, der vilde klæde en Fyrbøder eller Sortfod-Høvding, men berøver disse stakkels Simili-Friluftsvæs-ner al kvindelig Charme” - værsgo og spis, meget har trods alt holdningsmæssigt ændret sig fra dengang og til i dag.

Øens mølle

Dengang i 1921 var øens møller og parrets hjem, et sted som var helt fri for mindelser om almuen, et sted som var øens kulturcentrum. Parret var højt anset og respekteret blandt øens befolkning og hustruen deltog på ligefod med sin mand når der var gæster og sammenkomster.

Dette var ikke almindeligt på mange andre fynske øer. Hustruen var den der havde den tjenende rolle når måltidet skulle indtages. Hustruen sad ikke med ved bordet, hun var i stedet den der sørgede for alt det praktiske ved måltidet og var der gæster, forsvandt hun helt ud af stuen under måltidet.

Øens landskab

Øens landskab beskrives i frodige vendinger, med henvisninger helt tilbage til hvornår øen første gang nævntes - under Valdemar Sejr, konge fra 1202 til 1241. Det vil fører alt for vidt her at beskrive historien fra dengang og så frem til 1921, men fælles for det hele er det forhold, at stendysser og rundhøje vidner om at der har boet mennesker på Lyø siden bondestenalderen - omkring 4000 år før vor tid.

Som så mange andre steder i Danmark, er mange af de stenhøje og stendysser der fantes blevet fjernet af lokale bønder, de blev hugget til og anvendt som byggemateriale på talrige gårde. På Lyø har der været 16 af disse stenhøje og stendysser, men her i 1921 var der kun 4 tilbage - herunder den berømte klokkesten.

Øen var dengang næsten skovløs, årsagen hertil har mange historier bag sig, historier som tog udgangspunkt i den overtro som herskede såvel på øerne som i det øvrige land. Den egentlige årsag var den at befolkningen har brugt veddet til fremstilling af myremalm - en slags stål eller jern, der har været anvendt til bygningsmaterialer.

Herunder ser du, fra bogen, de mange tegninger og billeder fra Lyø

Mine indtryk og oplevelser af Lyø,

i ord og billeder

Sommerdage i juni

Sommeren 2023, er her i skrivende stund, midt i juni - den mest tørre og solrige nogensinde. Min kæreste har sørget for at solcremen har en næsten ligeså stor plads i dagligdagen som indtagelse af væske har det.

De billeder som du kan se nederst bære i den grad præg af tørkens gullige farver. Det er egentligt lidt underligt, at man glæder sig til at der kommer regn, men det er også en påmindelse om, at det klima som alle taler om, er ved at ændre sig.

Lyø, er en af de øer jeg har besøgt mange gange. Dog ikke, som denne gang i tagtelt, men med det gode skib Monami som min gamle skolekammerat har sammen med sin hustru. Et par der bor i Fåborg, og som har fem minutters cykeltur til havnen, en cykeltur hvor madkurven ofte er sat på bagagebæren og hvor indholdet af madkurven ofte bliver indtaget enten på Lyø eller Avernakø. Jeg har haft fornøjelsen af flere en- eller todages ture med Monami ud i det sydfynske øhav. Lyø har været den hyppigst besøgte ø, når der har været tale om endagsture og gåturene rundt på Lyø har været mange. Denne gang, hvor jeg er alene afsted i tagteltet medbringende min mountainbike, er målet at ingen veje, markveje eller stier slipper for mine nysgerrige blikke og allestedsværende skarpe linse på mit kamera.

Skuffelse der ikke gik i opfyldelse

Det er mange år siden, jeg som gående kom forbi campingpladsen på Lyø - den gang, som jeg husker det, bar pladsen præg af at være en initiamistisk foranstaltning placeret på en græsmark - dog med en skøn udsigt.

Så mine forventninger rakte ikke mod skyerne, da jeg en fredag aften kl. 18.45 ankom til campingpladsen, på Kærlighedsstien - som vejen pladsen lå på, hedder.

Så kom Mette: “goddag, goddag - er det dig der hedder John?”, ja det kunne jeg jo ikke rende fra, velkommen til lød det med en fremstrakt hånd. Jeg rakte måske lidt kejtet, hånden frem og mumlede mit navn, det er jo ikke hver gang at man kommer på en campingplads, at man bliver mødt med et håndtryk fra værten.

Pladsens nye faciliteter var fremragende og udsigten var stadig helt fantastisk, så hvor jeg nu havde forberedt mig på en lidt skuffende initiamistisk campingplads, ja så blev det en skuffelse der ikke gik i opfyldelse.

Den første aften var ikke længe om at gøre has på mig, dagene i forvejen havde jeg været med som gast i mine meget gode venners skib, til Ærø - så al den friske luft, den blå himmel og den stærke sol gjorder at tagteltet kaldte, måske blev danmarksrekorden i at falde hurtigt i søvn, her slået.

Endnu en dejlig dag

Solen bagte fra tidlig morgen, så madrassen var sikkert ganske fornøjet med at slippe for mine belastende kilo.

Alle Lyøs veje, markveje og stier kunne bare komme an. Som på mange andre øer er der også på Lyø mange markveje og stier, man kan vandrer og cykle på.

Som fodgænger afholder jeg mig ofte fra lige at dreje ind på en sti eller markvej, da jeg ikke rigtigt ved hvor den ender – på mountainbiken drejer jeg blot ind og ser hvor det føre hen, det er jo let og hurtigt at vende om og komme tilbage. Det tilfredsstiller ens nysgerrighed og det giver også kilometer i benene.

Lyø Rev og Hitchcock

Lyø Rev er naturligvis omfattet af at være et fuglereservat, hvor man ikke må færdes i yngletiden. Området er tydeligt skiltet og markeret, men det er muligt via en sti at færdes på den rigtige side af reservatets hegn.

Imidlertid har mågerne ikke læst de tydelige skilte og markeringer. Om det er fordi mågerne som noget medfødt har antipati mod gamle mountainbikere ved jeg ikke, men de angreb mig på en måde, som trak minder tilbage til Alfred Hitccocks gyserfilm, der hed "The Birds" ...så pulsen kom lidt i vejret, da turen derude pludseligt gjorder det nødvendigt at sætte farten betydeligt op for ikke at blive angrebet af de måger, som kærere sig om deres afkom.

Det blev et stort ja, han friede på Lyø

Mine meget gode venner fra Fåborg mødte hinanden i en relativ moden alder - han, min skolekammerat med meget stærke værdier og hun, et livstykke fra Vestjylland, havde af snørklede veje lært hinanden at kende gennem fælles bekendte.

Når jeg nævner dette i min beretning skyldes det, at min skolekammerat friede til sit livstykke på bakkerne her af det østlige Lyø. Det blev et ja, et ja som min skolekammerat påskønner hver eneste dag - og når vi taler om det, ledes tankerne hen på disse scenerier herunder.

Den Nordiske Odyssé

For et par år siden udsendte DRLYD en vidunderlig PODCAST som er navngivet Den Nordiske Odyssé.

Lyø har en særlig placering i fortællingen og det vil fører alt for vidt at beskrive den detaljeret her, men i DR's beskrivelse står der:

“Odysseus var fynbo. Det vidste du måske ikke, men sådan ligger landet altså. Faktisk foregik de to oldgræske klassikere Odyseen og Illiaden i det hele taget ikke i middelhavsområdet, men i de nordiske have! Det er i hvert fald, hvad italieneren Felice Vinci har påstået i mere end 20 år - en teori som langsomt har vundet indpas i bredere videnskabelige kredse.”

I det sydfynske ocean findes et nøglepunkt hvorfra ruten på Odysseuses færd i de nordiske farvande kan anes: Ithaka - Odysseuses og Penelopes kære hjem. Eller på nutidsdansk; Lyø - Susys og Viggos kære hjem. Skrumpehoveder, hekseri og sømandsskrøner sætter rammen om et af afsnittenes sælsomme fortællnger i Den Nordiske Odyssé.

En af de nævnte personer bor på Lyø, hun er drivkraften bag skrønemusseet. Desværre var skrønemusset lukket, da jeg af to omgange kom forbi - jeg håber, at der bliver en anden gang.

Som et lille apropo, så siger de at det ikke er Homér der har skrevet Illiaden, men en anden mand af samme navn.