Tunø

I Kattegat.

Faktaboks om Tunø

Tunø er en 3,52 km² stor bilfri dansk ø mellem Samsø og Jylland i Kattegat og Bælthavet, ud for Hov og Saksild og ligger cirka 8 km fra Jylland og har 118 indbyggere. Øen udgør Tunø Sogn (Ning Herred) og var tidligere en selvstændig kommune, men blev 1970 en del af Odder Kommune.

Tunø By er en typisk landsby med gårde og huse langs bygaden. Tunø Skole, der bestyres af Hov Skole, havde i 2008 kun to elever og en lærer. I 2012 er der seks elever fra 1. til 4. klasse, som alle får undervisning sammen. Tunø Købmandsgård åbnede den 1. november 1897 som en lokal brugsforening. I januar 1990 blev brugsen lukket, og en gruppe af tunboer og sommerhusejere åbnede i 1985 "Tunø Købmandsgård", der i nutiden foruden at være dagligvareforretning fungerer som posthus og apoteksudsalg. Der er ingen fastboende læge og sygeplejerske på øen. Dog kommer der en læge til øen én gang om måneden.

I 1958 blev der bygget en ny skole til de ca. 35 børn der var på øen. Lærerboligen var blevet bygget et par år før. I 2010 havde Tunø Skole seks elever og i 2016 4 elever. Børnehaven Tunø Børnehus er en institution for børn fra 1 til 6 år på Tunø. I 2016 havde børnehaven 3 børn.

Store dele af øen blev fredet i 1965, og der må ikke bygges mere end de 80 sommerhuse. Øens tre sommerhusområder er placeret diskret i naturlandskabet.

Lidt øst for Tunø By ligger Tunø Havn, der er beskyttet af to moler. Havnen har plads til ca. 200 både og er øens færgehavn med daglig færgeforbindelse til Hov. 1993 blev M/F Tunøfærgen indsat på ruten Hov-Tunø. Den har hjemsted i Hov. Færgen blev bygget i 1993 af Johs. Kristensens Bådebyggeri til Odder Kommune, der varetager overfarten til Tunø. Færgen kan medtage op til fire biler, men overfarten er normalt bilfri. Færgen klarer overfarten på omkring en time.

Tunø Kirke er fra 1300-tallet. Kirken ligger midt i Tunø by på en 17 meter høj bakke. Før kirken blev bygget måtte tunboerne sejle over til Nordby kirke på Nordsamsø, hvor de havde deres eget våbenhus. Kirken var oprindelig bygget i romansk stil, men efter mange ombygninger og tilføjelser fremstår kirken i dag i gotisk stil med våbenhus, vesttårn og en korforlængelse mod øst.

Tunøs milde klima giver øen en afvekslende natur. Landskabet veksler mellem stenede strande, vandhuller, klinter, skov og landbrug som hovedsagelig er baseret på grøntsagsproduktion. Bakkerne er moræne og drumlinbakker, og lavningen er marint dannet. Det højeste punkt er den 24 meter høje bakke "Bjerget". Mod øst har nedbrydningsmateriale fra klintekysterne aflejret sig i Revet.

Kilde Wikipedia

Livet på Tunø, dengang i nittentyverne

I Achton Friises beretninger fra Tunø, nævntes det at havnen var vidt berømt for sine ilanddrevne tangmasser som i den grad lugtede ganske ilde og fik et hvert hvidmalet skib til meget hurtigt at fremstå som et skib der skulle deltage i krigen, da tangen og svovlbrinten omdannede den flotte hvide farve til et camouflagefarvet fartøj, svært at spotte for dem der måtte have onde hensigter.
Der i nittentyverne var der mange lystsejlere fra Århus, lystsejlere og sejlsportsmænd som havde shagpiber i munden og iklædt datidens nyeste modeoutfit.
Selv om Tunø er omgivet af fiskerigt hav, var øen dengang en udtalt landbrugsø. Dengang udgjorde befolkningen cirka 225 indbyggere på omkring 629 tønderland.
I attenhundredetallet og før var øen som på så mange andre øer en ø, hvor befolkningens unge mænd ofte havde været sømænd og fiskere indtil de nåede en alder hvor de begyndte i landbruget - nu, her i nittentyverne var dette led i livsforløbet sprunget over nu fik alle deres udkomme enten direkte eller indirekte i landbruget.
Achton Friis bemærker under sit besøg på Tunø, at der hersker en meget reserveret stemning over for gæster, han kalder ligefrem luften mellem øens beboere næsten klam og spørger sig selv om det er fordi missionen har lagt sin hånd på beboernes nakke.
Jakob Hatting
Jakob Hatting er dog en af de personer som ikke har ladet sig påvirke af åget fra missionen. Jakob Hatting er en af “de stærke jyder” med en typisk statur og fremtoning som boede sammen med sin kone i en af de små huse ved vejen og fra en tid, hvor mange stadigt blev sømænd og gik på langfart.
Jakob Hatting og hans hustru var rundet af den Grundtvigianske tankegang “Menneske først og kristen så” og det berettes hvordan Jakob Hatting havde det svært med de her “prædikanter” - de taler nedsættende om alle de ting, der er af denne verden.
Markante bygninger
Uanset i hvilket århundrede vi befinder os, udgør kirken med dets kirketårn (fyrtårn) noget helt specielt og den har en særlig detaljeret beskrivelse i bogværket, men også øens mejeri og pumpeværk nævnes som væsentlige bidragsydere til øens daglige virke, et mejeri som startede i 1887 og ophørte i 1964, hvorefter det fortsætter som gæstgiveri og nu som et slags kulturhus, med musik, udstillinger , restaurant og overnatningssted.

Kirken er et gammel hus, står om end tårnene falde

Kirketårnet set fra gårdspladsen i præstegården

Mine indtryk og oplevelser af Tunø,

i ord og billeder

Det år, da alt blev stærkt og klart

En hel vidunderlig søndag i solskin, havde jeg på Tunø, den 26. juni 2022. Tunø er bilfri hvorfor Tunø måtte nøjes med at have mig som endagsturist, afgang fra Hou klokken 9.00 og hjem igen klokken 16.40.

Der var tydeligvis mange passagerer med færgen, som har en relation til hinanden og øen - der blev hilst og snakket på kryds og tværs og da vi efter en lille times sejlads anløb havnen, blev der fra soldækket vinket ivrigt til de pårørende eller venner der stod på kajen.

Et yngre forældrepar som jeg mødte, spurgte interesseret ind til mit kamera, som jeg som en anden japansk turist bar på maven.

De var, som faderen sagde, i markedet for at finde et godt kamera. Så vi nørdede lidt herom, de fik lov at prøve hvordan kameraet lå i hånden og hvordan de mest gængse indstillinger kunne sættes.

Snakken faldt også på vores ærinder på øen. De skulle besøge den unge mands forældre over et par dage og blot nyde samværet i familien.

Jeg fik lejlighed til at fortælle lidt om min odyssé til de danske færgeforbundne øer og som så ofte før vakte det en tændt nysgerrighed og dermed en god samtale.

En svale gør ingen sommer

Et billede siger mere end tusind ord

Tunøs skønhed skal jeg her advarer imod! Mine billeder nederst vil forhåbentlig understøtte min fortælling.

Skønheden slår en som en hammer, stærkt kuperet landskab, velholdte huse og et landsbymiljø som leder tankerne tilbage på de beskrivelser og iagttagelser som Achton Friis og Johannes Larsen gjorder tilbage i 1922.

Tunø Hovedgade er en slags øens strøg, et omdrejningspunkt for øens beboere og gæster, et omdrejningspunkt med mange forgreninger i form af veje med navne, som stavekontrollen sætter røde streger under, navne som: Revet, Søndenom, Tovten, Grøvten, Lyngballen, Stenkalven og Øvrevej.

I tillæg hertil er der anlagt mange trampestier langs kysten, trampestier som tiltaler vandrerfolkene og sådan nogle som mig, skøre mountainbikere

Telt- og hytteområde

Østen for færgehavnen er der et offentligt område hvor man dels kan leje nogle små hytter, men også slå sit telt op. Faktisk et ret stort område, med gode toilet og badefaciliteter.

For enden af dette område fortsætter stien op langs østkysten og det opleves næsten som om, at Samsø kun ligger et stenkast væk.

Strækningen langs stien er bare fuldstændig vidunderlig! Et stykke ude af stien var der nedgang til Kattegat og jeg benyttede chancen til, i bar mølle, at hoppe i vandet - jeg havde næsten glemt hvor dejlig Kattegat kan være.

Udendørs gudstjeneste

Denne søndag var der klokken 14.00 arrangeret udendørs gudstjeneste i Mindelunden ved den karakteristiske kirke, hvor tårnet ud over at fungere som kirketårn også tjener som fyrtårn.

Heldigvis var der god tid til klokken 14.00, så der var tid til en frokost på røgeriet nede ved havnen.

Og hvilken frokost - friskrøget laks, hjemmebagt flutes med gemyse og en liflig drue fra Alsace, altsammen serveret af en venlig og smilende tjener.